Systematic tårn og bygning

    august 13, 2020

    Systematic indgår rammeaftale om it-udviklingsydelser med Skatteministeriet

    Med COWI og 7N som underleverandører er Systematic med i kampen om opgaverne under en stor rammeaftale om it-udviklingsydelser for styrelserne under Skatteministeriet til en samlet anslået værdi på tre milliarder kroner. 

    Skatteministeriet har indgået aftaler med seks it- og konsulentvirksomheder som leverandører til en rammeaftale med en samlet anslået værdi på tre milliarder kroner. Rammeaftalen gælder it-udviklingsydelser for styrelserne under Skatteministeriet og løber over de næste fire år.

    Systematic er, med 7N og COWI som underleverandører, kommet med på aftalen, der omhandler opgaver og udviklingsbistand inden for it-udvikling og konvertering, idriftsættelse, samt support og vedligeholdelse.

    De tre virksomheder har alle solid erfaring med store it-projekter og digitalisering af den offentlige sektor - blandt andet fra succesfulde leverancer og konsulentbistand til Skatteforvaltningen, Spillemyndigheden, Erhvervsstyrelsen, Vejdirektoratet, Landbrugsstyrelsen, Miljøstyrelsen og KOMBIT.

    - Systematic har mere end 30 års erfaring fra udvikling, levering og drift af komplekse software- og økosystemer til offentlige og private virksomheder. Sammen med højt specialiserede konsulenter fra 7N og COWI står vi stærkt til at understøtte den digitale transformation, som Skatteministeriet er i gang med, siger Flemming Thomsen, Group Senior Vice President i Systematic.

    - Vi anser generelt samarbejdet med Skatteministeriet for et langvarigt, strategisk partnerskab, hvor vi sammen frembringer innovative digitale løsninger, som resulterer i målbare administrative lettelser for borgere og virksomheder i Danmark, siger Flemming Thomsen.

    Om COWI
    Med en stærk faglig baggrund inden for ingeniørkunst, miljø og samfundsøkonomi er COWI som leverandør af it-løsninger specialiseret i integreret GIS-funktionalitet og geodata.  

    Om 7N
    7N er en dansk it-konsulentvirksomhed med mere end 30 års erfaring med at rekruttere og allokere de absolut dygtigste konsulenter inden for hver deres it-faglige område til danske kunder med store komplekse it-projekter.