Region Midtjylland, Syddanmark og Nordjylland samarbejder omkring den elektroniske patientjournal
It-medarbejdere fra Region Midtjylland og Region Syddanmark har valgt at samarbejde omkring den elektronisk patientjournal (EPJ), hvor også Region Nordjylland inden længe vil slutte sig til.
I en artikel fra rm.dk, fortæller Henrik Thuren, leder for EPJ-området, it-afdelingen Region Midtjylland, at regionerne arbejder sammen ud fra princippet om 'fælles grundmodellering med lokal fleksibilitet’. Tværregionalt samarbejde om modellering giver mulighed for ’mere it for pengene’, der hvor det sundhedsfaglige indhold er ens på tværs af regionerne. Samtidig er løsningen fleksibel nok til, at hver region lokalt kan tilpasse konfigurationen til specifikke processer og arbejdsgange, hvor det ønskes.
I forbindelse med, at Region Nordjylland og Systematic underskrev kontrakten, hvor Systematic forpligter sig til at levere regionens nye elektroniske patientjournal, udtalte direktør og stifter af Systematic, Michael Holm, følgende: ”Der er klare fordele for de regioner, som har valgt vores system som det bærende element i deres sundheds-it. Først og fremmest fordi det er skabt i samarbejde med brugerne. Det er velafprøvet og det fungerer. Klinikerne på tværs af de tre regioner bliver brugere af den samme løsning, hvorved der er et stort potentiale for at udnytte synergier og samarbejde”.
Læs hele artiklen på dansk her.