Socialrådgiver benytter sig af elektronisk patient data i borgers hjem

    april 8, 2020

    EPJ løfter patientsikkerheden

     

    I forbindelse med Midt EPJs 10 års jubilæum har Region Midtjylland udgivet en podcast, hvori der ses tilbage på, hvordan implementeringen af systemet har haft betydning for regionen.

    I podcasten fra Midtcast snakker koncerndirektør Ole Thomsen, lægefaglig direktør på Regionshospitalet Randers Lone Winther Jensen og BI-kontorchef Jonas Eskildsen Sørensen både om fortid og fremtid for Columna, også kaldet Midt EPJ i Region Midtjylland. De snakker også om hvad implementeringen af systemet har betydet for hverdagen de seneste år.

    Den elektroniske patientjournal, der er skabt i tæt samarbejde med de klinikere, der anvender den, bliver hver dag tilgået af 22.200 ansatte i regionen. Systemet, der roses for at være let at bruge, er under stadig udvikling. For 10 år siden blev Midt EPJ implementeret, da der var brug for et elektronisk journalsystem, som følge af at tiden - som i mange andre brancher - var løbet fra papirjournaler. Midt EPJ skulle give medarbejderne et overblik over data fra patienter og lette deres arbejde. Herudover kunne den elektroniske patientjournal også spare dem for den tid, der tidligere blev brugt på at lede efter papirjournaler.

    Gevinsterne gennem de sidste 10 år udmærker sig bl.a. i indsigten i de mange data, der kan hjælpe med at forbedre indsatsen overfor patienterne, og som i elektronisk udgave altid er tilgængelige.

    Netop den intelligente brug af data fremhæves også som en succes og et fremtidigt potentiale ved brugen af Midt EPJ. Den store datamængde hjælper med at finde mønstre i patienternes informationer, og den kan understøtte forudsigelsen af mulige genindlæggelser og øvrige risici for patienterne. Data giver ny viden, der kan anvendes af klinikerne i andre sammenhænge.

    Afslutningsvis omtales den elektroniske patientjournal som værende en succes langt hen ad vejen.

    Midt EPJ er Region Midtjyllands navn til den elektroniske patientjournal leveret af Systematic. Løsningen hedder egentlig Columna Clinical Information System og skal i de kommende år implementeres  i Region Nordjylland og Region Syddanmark, hvorefter der bliver 60.000 brugere af systemet.

    Podcasten ”Papirjournaler gav bøvl: Afløseren løftede patientsikkerheden” kan findes på dansk på bl.a. Spotify (kræver login til Spotify).