Grænsekontrol i Københavns lufthavn

    januar 11, 2022

    Ny dansk grænsekontrolløsning skal leveres af IDEMIA i samarbejde med to danske it-virksomheder

    Systematic og Biometric Solutions er nøglepartnere for IDEMIA, som vandt kontrakten på en ny grænsekontrolløsning, der skal øge sikkerheden og effektiviteten i Danmarks havne og lufthavne.

    Da Rigspolitiet tidligere på året sendte grænsekontrolløsningen i udbud, gav IDEMIA et bud på en fælles it-løsning med Systematic og Biometric Solutions som underleverandører.

    Behovet for en ny grænsekontrolløsning skyldes nye EU-regler, der kræver, at der anvendes ansigtsbilleder og fingeraftryk til at identificere rejsende ved Schengenområdets ydre grænser fra 2022. Den nye løsning omfatter selvbetjeningskiosker, eGates, selvjusterende ansigtskameraer samt pas- og fingeraftryksscannere, der skal hjælpe politiet med effektivt at øge sikkerheden.

    IDEMIA får som hovedleverandør ansvaret for udstyr og den samlede levering af løsningen, mens Systematic bidrager med stærke softwareudviklingskompetencer og et indgående kendskab til danske politi- og sikkerhedsforhold fra tidligere opgaver for Rigspolitiet. Systematic vil desuden varetage al dansk support af løsningen.

    Flemming Bent Thomsen, Group Senior Vice President i Digital Transformation hos Systematic, ser frem til at implementere løsningen i samarbejde med IDEMIA:

    - Vi løfter en vigtig opgave ved at understøtte sikkerhed og effektivitet i Danmarks havne og lufthavne. Systematic har mange års erfaring som strategisk rådgiver og leverandør af it-løsninger til Rigspolitiet, de nationale efterretningstjenester og forsvaret, og der er ingen tvivl om, at den valgte løsning ikke kun vil være med til at sikre Danmarks grænser, men også hjælpe med immigrationskontrol og efterforskningsmæssige søgninger i både nationale og internationale kriminalregistre. Vi ser frem til at tage del i leveringen af denne løsning med IDEMIA og Biometric Solutions.

    Kontrakten med Rigspolitiet løber foreløbigt over en tiårig periode og omfatter udvikling og vedligeholdelse af et omfattende grænsestyringssystem for Danmarks ydre Schengengrænser. Det nye system skal imødekomme software- og hardwarebehovet hos 12.000 danske betjente inden for grænsekontrol, immigration og retshåndhævelse.