Hjørne på biblioteket

    oktober 8, 2024

    Danmarks fælles bibliotekssystem på vej til Tyskland

    Det danske bibliotekssystem Cicero har gjort indtog i både Norge og Sverige. Nu har tyskerne også fået øjnene op for løsningen, og softwarevirksomheden Systematic skal fremover levere til alle offentlige biblioteker i delstaten Hamborg.

    Cicero, som er det digitale fundament for Fælles Bibliotekssystem (FBS) i Danmark, fortsætter sin ekspansion i Europa. Efter vellykkede implementeringer i både Norge og Sverige er Tyskland nu klar til at tage den danske it-løsning i brug.

    Det er Bücherhallen Hamburg, som har valgt at erstatte sit 30 år gamle bibliotekssystem med Cicero. Dermed bliver Hamborg den første tyske bibliotekskunde hos Systematic, som står bag løsningen.

    Bücherhallen Hamburg varetager alle folkebibliotekerne i delstaten, og med 32 biblioteker spredt over hele byen er det et af Tysklands største.

    Philipp Leist, økonomidirektør i Bücherhallen Hamburg

    Grundig research før valg af system

    Før valget af Cicero gennemførte Bücherhallen Hamburg omfattende markedsundersøgelser for at sikre, at det nye system ville opfylde bibliotekernes behov.

    "Bücherhallen Hamburg har altid skubbet grænserne for digitalisering og automatisering for vores kunder, derfor ledte vi efter en fremtidssikret biblioteksløsning, som gør os i stand til at videreudvikle vores drift services løbende, og det har vi fundet med Cicero," siger Philipp Leist, der er økonomidirektør i Bücherhallen Hamburg.

    Tyskland på vej mod øget digitalisering af sine biblioteker

    I Systematic glæder forretningsudviklingsdirektør Jakob Ilum Damsgaard sig over, at Cicero har fået det blå stempel i Tyskland.

    ”Aftalen og partnerskabet med Bücherhallen Hamburg er vores første store skridt ind på det tyske marked, hvor mange byer og delstater aktuelt står over for udfordringer med ældre bibliotekssystemer, der ikke længere understøtter stigende krav om brugervenlighed og sikkerhed," fortæller han.

    Han ser derfor et stort potentiale for yderligere vækst i Tyskland.  

    "Der er et stort ønske om at fremme samarbejdet i bibliotekerne, forbedre den overordnede service og brugeroplevelse, samt effektivisere arbejdsgange. Vi forventer, at aftalen med Hamborg vil øge interessen for Cicero i Tyskland," siger han.

    Dansk samarbejde har banet vej til det globale marked

    I Danmark har Cicero siden 2015 fungeret som fælles platform for alle danske biblioteker, hvilket har styrket samarbejdet mellem kommuner og biblioteker, reduceret omkostninger og sikret en effektiv daglig drift. Alle 98 kommuner i Danmark anvender Cicero i dag. Danmark er det eneste land i verden, som har en national løsning for alle folke- og skolebiblioteker.

    Udviklingen af Cicero i Danmark er sket i tæt samarbejde mellem danske biblioteker, KOMBIT og Systematic. Partnerskabet har betydet, at Cicero har udviklet sig til en effektiv og skalerbar løsning, der er tilpasset brugerne og kan understøtte biblioteker og udlånssteder i alle størrelser. Således benyttes Cicero i alt fra bogbusser og skolebiblioteker til de store biblioteker i København, Aarhus og Oslo.

    Hühnerposten, Antje Frohmüller

    Tysk tilpasning og hurtig implementering

    Som en del af kontrakten til Bücherhallen Hamburg skal Systematic desuden levere en række tyske tilpasninger og integrationer, en mobilapp og en webbaseret selvbetjeningsløsning til lånerne. Tilpasningerne skal blandt andet understøtte brugerbetaling på de tyske biblioteker og give lånere nem adgang til bibliotekets digitale ressourcer, herunder e-bøger m.v. via smartphone.

    Implementeringen af Cicero i Bücherhallen Hamburg er gået i gang – det forventes, at alle biblioteker vil være i fuld drift med Cicero-systemet inden for et år.

    Fakta om Cicero

    Cicero er et af verdens mest moderne bibliotekssystemer. Det blev udviklet af det danske softwarefirma Systematic i 2015 og bruges i dag af alle danske folkebiblioteker og biblioteker i Norge og Sverige. Blandt kunderne findes bl.a. Københavns Biblioteker, DOKK1- Aarhus Bibliotekerne og Deichman Bibliotekerne i Oslo.

    Cicero er en komplet softwarepakke, der er specielt designet til moderne biblioteker. Derudover sikrer Cicero’s 'software-as-a-service'-design, at løsningen konstant opdateres og vedligeholdes.

    Cicero sikrer også smidige arbejdsgange, såsom indkøb, håndtering af biblioteks materialer, styring af udlån og generel systemadministration. Løsningen har en adaptiv, webbaseret brugergrænseflade, der giver brugerne mulighed for at bruge Cicero via en smartphone, tablet eller PC. Derudover har Cicero et business intelligence-værktøj, der giver bibliotekerne værdifulde indsigter i egne data.

    Cicero håndterer 12 millioner unikke brugere om året og omkring syv millioner aktive lån dagligt. Systemet er ekstremt stabilt, selv når det tilgås af cirka 100.000 unikke brugere dagligt.

    Foto:
    Falk V. Traubenberg
    Christoph Keller
    Antje Frohmüller