Bogreol

    januar 13, 2025

    Systematic genvinder værdifuld kontrakt om Danmarks bibliotekssystem

    Softwarevirksomheden Systematic har netop underskrevet en vigtig, trecifret million-kontrakt med KOMBIT og fortsætter dermed videreudvikling og drift af it-systemet til alle Danmarks folke- og skolebiblioteker frem mod 2038.

    At være leverandør af Danmarks nationale bibliotekssystem siden 2015 har åbnet døre til nye internationale markeder for Systematic med bibliotekssystemet Cicero. Kontrakten udløber med udgangen af 2025, og KOMBITs valg af leverandør til Fælles Bibliotekssystem (FBS) 2.0 været ventet med spænding i softwarevirksomheden.

    Systematic fik tildelt kontrakten kort før nytår og skal nu udvikle og implementere bibliotekernes nye it-løsning og varetage drift og videreudvikling i de kommende år. Kontrakten, der er indgået med KOMBIT på vegne af landets kommuner, har en anslået værdi af 220 millioner kroner.

    Danmark er teknologisk inspirationskilde for udlandet

    Jakob Ilum Damsgaard, Director i Library & Learning, Systematic

    Siden 2015 har Systematics bibliotekssystem, Cicero, udgjort rygraden i FBS og bruges dagligt af alle danske folkebiblioteker og skolebiblioteker. For Jakob Ilum Damsgaard, Director i Library & Learning er tildelingen af opgaven en blåstempling:

    "Danmark er et af de få lande i verden, som har et fuldt integreret, nationalt bibliotekssystem. Den unikke model har gjort os til en inspirationskilde for andre lande, som i øjeblikket står med et stort behov for at udskifte gamle bibliotekssystemer. At vi genvinder aftalen med KOMBIT styrker vores internationale markedsposition med Cicero og giver os et solidt udgangspunkt for at fortsætte den internationale vækst," siger han.

    Gennem de seneste tre år har Systematic vundet værdifulde kontrakter om levering af Cicero til Oslo og en række regioner i Norge, til Stockholm i Sverige, samt hele den tyske delstat Hamborg. Samtidig oplever it-virksomheden fortsat voksende interesse fra flere lande.

    Fremtidssikret bibliotekssystem med høj sikkerhed og automatisering

    Med den nye kontrakt får de danske biblioteker et fremtidssikret it-system, der effektiviserer arbejdsgange og understøtter driftssikkerhed og databeskyttelse.

    Hos KOMBIT har projektleder for FBS 2.0, Katrine von Freiesleben positive forventninger til samarbejdet.

    ”Vi ser frem til fortsat at kunne levere et system til kommunerne, der understøtter biblioteksmedarbejdernes opgaveløsning på tværs af landets folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre. Der har i udbuddet været lagt stor vægt på at indkøbe et webbaseret og driftsstabilt system, der kan rumme flere måder at arbejde effektivt på – uanset faglighed, kompetencer og tid. Vi har fået præsenteret den nye brugergrænseflade, der både er mere tidssvarende og brugervenlig, og så kan den tilpasses lokale behov. Det tror vi vil være bare noget af det, der vil tilføre stor værdi ude på bibliotekerne. Vi synes, at det lover rigtig godt, og vi sætter stor pris på det tætte samarbejde med Systematic,” siger Katrine von Freiesleben fra KOMBIT.

    Jakob Ilum Damsgaard fra Systematic er ikke i tvivl om, at bibliotekerne har noget at se frem til.

    "Medarbejderne i Danmarks biblioteker får et moderne bibliotekssystem med nye muligheder for at tilpasse og effektivisere arbejdsgange, så de kan flytte fokus fra administrativt arbejde til den gode oplevelse for brugerne på biblioteket. Ciceros åbne it-arkitektur gør det samtidig muligt for kommuner og biblioteker at arbejde sammen med andre it-leverandører og myndigheder, hvilket understøtter innovation og gode lokale løsninger, forklarer Jakob Ilum Damsgaard.

    Medarbejderne på bibliotekerne kan derfor forberede sig på, at FBS 2.0 bliver webbaseret og får nyt udseende og mere effektive workflows. Systematic vil stå for uddannelse og implementeringsstøtte i tæt samarbejde med KOMBIT, så overgangen bliver så smidig som muligt.

    Mandlig og kvindelig bibliotekar med iPad

    Et mobilt bibliotekssystem

    Med den indgåede aftale får bibliotekerne den webbaserede version af Cicero, som kan bruges på både computere, tablets og smartphones. Det betyder, at bibliotekarer kan arbejde mere fleksibelt og tage systemet med sig rundt – for eksempel i bogbusser eller til arrangementer uden for biblioteket.

    "Bibliotekernes arbejde og opgaver ændrer sig lige som alt andet i samfundet. Derfor er det vigtigt, at de har et fleksibelt system, som er tilgængeligt – uanset hvor de befinder sig," forklarer Jakob Ilum Damsgaard.

    Han mener, at biblioteker også i fremtiden skal spille en central rolle i samfundet ved at sikre alle borgere adgang til viden, udvikling og kultur. Systematic ser det som en vigtig opgave at understøtte denne funktion.

    "Bibliotekerne er fundamentet for demokratisk dannelse og livslang læring. At vi får lov til at understøtte dette i de næste mange år, er både en stor opgave og et vigtigt ansvar. Vi er virkelig glade for, at vi får lov til at fortsætte dette arbejde," slutter Jakob Ilum Damsgaard.

    De danske biblioteker i tal

    • 23,3 mio. fysiske materialer blev udlånt i 2023. I 2022 var tallet 22 mio.
    • Digitale udlån steg til 9,4 mio. i 2023.
    • Biblioteksbesøg steg fra 28,6 mio. i 2022 til 31,1 mio. i 2023.
    • I alt blev der foretaget 32,7 mio. udlån i 2023—en rekordstor stigning på 8% sammenlignet med 2022.