Binish Sheikh, Test Manager

It-systemer har ikke køn
– de skal hjælpe både mænd og kvinder

Binish Sheikh, Test Manager hos Systematic Consulting i København, har en enkelt forklaring på, hvorfor det er vigtigt og naturligt, at syv ud af 10 it-job i fremtiden ikke er besat af mænd.

Binish Sheikh oplever, at kvinder ofte stiller flere spørgsmål på brugernes vegne og har mere fokus på detaljer og struktur end mændene. Og når det kommer til det sociale samspil på arbejdspladsen, så har mændene ofte mere fokus på at slå sig ned og få åbnet øllen end på den fine borddækning, der er med til at skabe hygge.

”Min pointe er, at diversitet er vigtigt. Både for det faglige og det sociale på arbejdspladsen. Mænd og kvinder har forskellige styrker og fokus på forskellige områder, som samlet set giver rigtig gode løsninger,” siger Binish Sheikh, som er kendt for sit gode humør og glæden ved jobbet og kollegerne i Systematic.

 

Vigtigt for samfundet

”Når jeg arbejder med test og kvalitetssikring af et nyt system til eksempelvis politiet eller sundhedsvæsnet, så er jeg med til at løse en vigtig samfundsopgave. Det gør mig stolt. Og jeg bliver glad, når jeg oplever anerkendelse og respekt om mit arbejde fra både kolleger og kunder,” siger Binish Sheikh, som bor med sin datter på 19 år og sine tvillinger på 14 år.

Hun husker endnu i 90’erne, da hun tog sin it-uddannelse fra State University of New York. Dengang var hun en blandt de 4-5 kvinder i auditoriet ud af et hold på 30. Siden har hun arbejdet i store virksomheder som KMD og Mærsk og det seneste år i Systematic. Gennem årene har hun arbejdet med et børneydelsessystem, Borger.dk og sundhedssystemer.

Vi skal fortælle de gode historier om, hvad vi gør

Mange år senere er der stadig langt flest mænd i it-job.
”Det skal ændres, og her er det vigtigt, at jeg – og alle andre, der arbejder med it – ikke bare fortæller, at vi arbejder med it. Mange tror, at vi bare sidder og koder, og det kan virke kedeligt. Især på kvinder. Vi skal fortælle historierne om, hvad vores løsninger kan gøre for mennesker i deres hverdag, fx hvad verdens bedste sundhedssystemer gør af forskel for de mennesker, som arbejder med dem hver dag og patienterne. Det er først her, at vi viser de spændende perspektiver i vores arbejde. Og det er dem, der tiltrækker fremtidens it-kandidater,” siger Binish Sheikh, som er bevidst om, at hun er en rollemodel for især de kommende kvinder i it-branchen.

Ann Høst har kendt Binish Sheikh gennem flere år og er i dag hendes chef. Hun oplever, at Binish ikke blot er skarp på at omsætte teori til praksis, men også er fokuseret på at stille de lidt anderledes spørgsmål, som kan føre til endnu bedre løsninger for kunden og brugerne.

”Binish Sheikh prioriterer samarbejde højt. Både med kollegerne og slutbrugerne, som hun er rigtig god til at være i dialog med. Hun er meget løsningsorienteret og bevidst om at få afklaret forhold, som er vigtigt for at skibet kan sejle i den rigtige retning. Hver dag er hun med til at sikre den rette kurs,” siger Ann Høst.

Mød flere inspirerende kvindelige kolleger fra Systematic

I Systematic fejrer vi Den Internationale Kvindedag 2022 ved at sætte fokus på kvindelige kolleger, som har valgt it-vejen i håb om, at de kan inspirere flere til at følge den.