Erfaren CISO skal stå i spidsen for cybersikkerhed i Systematic
Med godt 25 års erfaring inden for cybersecurity får 53-årige Henrik Skovfoged til opgave at styrke Systematics mission om at levere sikre og effektive it-løsninger til bl.a. forsvar, sundhedsvæsen og national sikkerhed.
Systematic A/S har ansat Henrik Skovfoged som Chief Information Security Officer (CISO). Med sig har han mere end 25 års erfaring inden for cybersikkerhed, økonomi og ledelse, og har tidligere haft ledende roller i virksomheder som Trifork Security, Conscia og NetDesign.
”Systematic er en spændende virksomhed for sådan en som mig, fordi vi leverer løsninger, platforme og it-infrastruktur til kritiske sektorer i samfundet. Et skarpt fokus på sikkerhed er nødvendigt i en verden, hvor trusselsbilledet hele tiden ændrer sig, og det er en opgave, jeg tager på mig med stor glæde,” siger Henrik Skovfoged om sit nye job.
Henrik Skovfoged har en stærk baggrund inden for både cybersikkerhed og forretningsledelse. Med en kandidatuddannelse i revision fra Aarhus School of Business og flere certificeringer inden for IT-sikkerhed, herunder Certified Information Systems Security Professional (CISSP) og Certified Cloud Security Professional (CCSP), får Systematic en CISO med tung erfaring inden for området.
Inden sin tiltrædelse hos Systematic var Henrik Skovfoged Business Unit Lead hos Trifork Security, hvor han blandt andet var ansvarlig for etableringen af virksomheden som et selvstændigt brand inden for cybersikkerhed og for implementeringen af compliance-initiativer som NIS2 og ISO27001.
Han har desuden haft ledende roller hos Conscia, hvor han stod i spidsen for virksomhedens cybersikkerhedsstrategi på tværs af flere lande.
”Henrik er en stor kapacitet inden for cybersikkerhed, og han kommer til at spille en nøglerolle i at styrke vores position og understøtte vores mission om at levere sikre og effektive it-løsninger til forsvar, sundhedsvæsenet og andre sektorer,” siger Thomas Jesper Hansen, Chief Technology Officer i Systematic.
Henrik Skovfoged tiltrådte stillingen i september 2024.
Blå bog Henrik Skovfoged
Født: 1971, Aarhus.
Erhvervserfaring
- 2024-nu: Chief Information Security Officer (CISO), Systematic A/S
- 2021-2024: Business Unit Lead, Trifork Security
- 2019-2021: Group Product Director, Security, Conscia
- 2017-2019: Afdelingschef, sikkerhed, Conscia DK
- 2013-2017: Administrerende direktør, Level 8 ApS
- 2006-2013: Afdelingschef, NetDesign A/S
- 2001-2005: Cybersikkerhedskonsulent, TDC
- 1998-2001: IT-revisor, Deloitte & Touche (Auckland, New Zealand)
- 1993-1998: Revisor, Deloitte & Touche (Aarhus, Danmark)
Uddannelse
- 2011-2012: Master i IT, Aarhus Universitet
- 1993-1996: Cand, Merc. Aud, Aarhus School of Business
- 1990-1993: Bachelor i økonomi og informatik (HAi), Aarhus School of Business