Systematics hovedkontor i Aarhus

september 12, 2023

Systematic tilslutter sig grønt Aarhus-initiativ

Systematic har netop underskrevet Klimaalliancen Aarhus’ Commitment Paper om grøn mobilitet, der forpligter virksomheder til at reducere deres transportaftryk. I Aarhus Kommune skyldes halvdelen af CO2-udledningerne transport, og initiativet er derfor et vigtigt skridt mod en klimaneutral kommune.

Systematic har i en årrække arbejdet bevidst med CO2-aftrykket fra transport, og ved at tilslutte sig det lokale initiativ Klimaalliancen Aarhus’ Commitment Paper kommer der nu ekstra fart på omstillingen.

“Som virksomhed bærer vi et medansvar for at løfte den grønne omstilling, og med hovedkontor i Aarhus er det kun passende, at vi bidrager til Aarhus’ klimamål og forpligter os på konkret handling,” siger Systematics CEO, Michael Holm.

Klimaalliancen Aarhus’ Commitment Paper præsenterer en række tiltag, der arbejder mod Aarhus Kommunes 2030-mål om at være klimaneutrale. For nuværende udgør CO2-udledninger fra transport og mobilitet halvdelen af CO2-udledningen i Aarhus Kommune, og transportsektoren er dermed kommunens største udfordring på vejen mod klimaneutralitet.

”Virksomhederne spiller en vigtig rolle i forhold til at bringe CO2-udledningen fra transporten ned, og derfor er samarbejdet så værdifuldt. En fælles indsats på tværs af bysamfundet er i sidste ende afgørende for, om vi når i mål med vores klimaneutralitet,” vurderer Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard.

Michael Holm og Jacob Bundsgaard ved underskrivelsen af Klimaalliancen Aarhus' Commitment Paper

Forpligtet på konkret handling

Som en del af alliancens Commitment Paper skal Systematic omstille sine personbiler til emissionsfrie køretøjer og udarbejde tiltag, der gør medarbejdernes vej til og fra arbejde mere klimavenlig.

Her er Systematic godt på vej. Alle virksomhedens puljebiler er nu, med undtagelse af én, skiftet til elbiler eller hybridbiler. Herudover har Systematic en række grønne transportpolitikker på plads; Elbilen er førstevalg, når der skal købes firmabil, der er et loft for firmabilers CO2-udledninger, og i arbejdstiden har alle medarbejdere en cykel til rådighed.

Det er kun første skridt på vejen. Fremover vil Systematic publicere dets klimaregnskab i den årlige ESG-rapportering, der evaluerer virksomhedens indsatser.

“Ud fra disse data vil vi sætte mål og starte nye initiativer for at reducere vores klimaaftryk yderligere. Derfor giver det rigtig god mening for os at underskrive Commitment Paper,” fortæller Michael Holm.

Systematic sidder med i Klimaalliancen Aarhus på strategisk niveau og kommer til at engagere sig yderligere i den kommende tid.

 

Aarhus på vej mod klimaneutralitet

  • Siden 2008 har Aarhus Kommune haft som mål at blive CO2-neutrale i 2030, og kommunen har siden da halveret sin udledning
  • Aarhus Kommune søger bl.a. at nedsætte udledningen gennem klimpartnerskaber med erhvervslivet og virksomheder – såsom Klimaalliancen Aarhus
  • Virksomheder, som underskriver Commitment Paper om grøn mobilitet, forpligter sig til årligt at rapportere på deres resultater

Seneste nyheder

Vi vil så gerne holde dig opdateret med, hvad vi laver. Du finder alle vores seneste nyheder her.