Systematics nye CFO skal understøtte vækst med data
Systematic henter ny CFO Kathrine Stougaard fra Stibo Systems – en profil med stærk finansiel ekspertise fra softwarebranchen.
Systematic oplever betydelig vækst i alle sine forretningsområder, og har netop ansat Kathrine Stougaard fra Stibo Systems, der medbringer omfattende finansiel ekspertise inden for softwarebranchen.
”Det er essentielt for mig, at finansafdelingen fungerer som en betroet rådgiver for hele forretningen – en forretningspartner, man kan sparre med, og hvor vi kan bidrage med finansielle analyser og best practices og hjælpe med at realisere idéer,” fortæller Kathrine.
Hun har været ansat hos Stibo Systems de sidste 12 år, senest i to år som CFO. Systematics CEO Nikolaj Bramsen ser hende som den helt rigtige til at forsætte virksomhedens udvikling mod mere datadrevne forretningsbeslutninger.
”Det er en kerneværdi i Systematic at give brugerne af vores software de bedste forudsætninger. Uanset om det er generalen på hovedkontoret eller lægen ved operationsbordet, giver vores løsninger dem data og overblik, så de kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Samme tilgang skal vi selvfølgelig også praktisere i vores egen virksomhed. Her spiller finansafdelingen en central rolle,” siger Systematics CEO, Nikolaj Bramsen.
Kathrine har en kandidatgrad i revision og en bachelorgrad (HA) i finans- og skatteret fra Handelshøjskolen i Aarhus. For hende føles karriereskiftet til Systematic helt naturligt, og hun ser frem til at bidrage til Systematics fortsatte globale vækst.
”Systematic er en interessant virksomhed, hvis systemer understøtter vigtige samfundsroller. Det, at virksomheden drives af en ambition om at skabe langsigtede, bæredygtige løsninger, er vigtigt for mig,” siger hun.
Kathrine Ravn Stougaard tiltrådte den 1. december 2024.