Systematic på digitalt fremstød i den finske sundhedssektor
Flere og flere finske hospitaler har fået øjnene op for Systematics løsninger til sundhedssektoren. Det giver både optimisme og travlhed hos virksomhedens healthcare-team i Tampere, Finland, og de søger nu en ny kollega.
I oktober rundede Systematics team i Tampere, Finland en milepæl, da de nåede op på fem finske hospitaler, som benytter softwaresystemet Columna Flow. Systemet hjælper med at styre patientflow og håndtere portør- og servicelogistik. Med regionen Päijät-Häme som nyeste medlem i Club Columna begynder Systematic for alvor at sætte sit præg på digitaliseringen af den finske sundhedssektor.
Siden Päijät-Häme kom på brugerlisten, er 770.000 finske borgere nu dækket af hospitaler, der bruger Columna Flow.
”Vi har fået rigtig god feedback fra brugerne af systemet. De er begejstrede over, hvor godt vores standardprodukter kan skræddersys til deres virkelighed, og de har nu et bedre overblik og mere effektive arbejdsgange med Columna Flow ved hånden,” fortæller Timo A. Rantanen, der leder Systematics Healthcare-aktiviteter i Finland.
For ham og kollegerne er det motiverende at opleve, hvordan løsningerne gør en reel forskel for sundhedspersonalets hverdag og det finske sundhedsvæsen.
”Klinikerne oplever bedre koordinering og har mere tid til patienterne, nu da de kan tilgå patienternes forløb via en app. Portører og rengøringspersonale fortæller, at de sparer tid og skridt, fordi de nu kan række en hånd i lommen og se deres opgaver på en smartphone,” forklarer Timo A. Rantanen.
Spændende fremtidsudsigter
Ifølge ham er brugervenlig software, der højner personalets effektivitet og arbejdsglæde, alfa og omega i en tid, hvor sundhedsvæsnet skal løbe hurtigt for at følge med.
”Det gælder om at bruge de ressourcer, der er, bedst muligt. Finland er i fuld gang med en stor sundhedsreform, og her er digitalisering en nøglekatalysator for at nå i mål,” siger Timo.
Det er derfor en spændende tid på kontoret i Tampere. Healthcare-teamet har mange jern i ilden, og de går ambitiøst og selvstændigt til værks.
“Vi arbejder lidt som en startup-virksomhed på vej til et større gennembrud på det finske sundhedsmarked, med Columna Flow-løsningerne som spydspids. Fordi vi er en del af en stor international virksomhed, har vi samtidig en moden produktportefølje, veldokumenterede processer og solide referencer med i rygsækken.
Det er klart en fordel, at vores sundhedssoftware har en lang række succesfulde implementeringer bag sig i blandt andet Danmark, Norge, Sverige, Skotland, Holland og Australien,” siger Timo.
Succesen på det finske marked betyder, at Timos team er på jagt efter en ny kollega til at hjælpe kunderne med at implementere og anvende Columna Flow på hospitalerne.