Samtale mellem Jimmi Hansen og Jesper Pape

    december 13, 2023

    Systematic går sammen med Aarhus Vand og Kamstrup om at løfte digitaliseringen af vandmålere

    Aarhus Vand går sammen med Kamstrup og Systematic i et nyt projekt, der skal digitalisere vandmåling og forbrugsovervågning. Målet er at skabe bedre service og give kunderne mulighed for at monitorere deres vandforbrug i realtid samtidig med, at det hjælper kunder til både at spare på vandet og reagere hurtigere ved et ekstraordinært vandforbrug. Systematic kommer til at lede innovationsprocessen.

    I dag skal kunderne manuelt aflæse og rapportere deres vandforbrug, men dette er ved at ændre sig for aarhusianerne. Aarhus Vand har indledt et innovationsprojekt i samarbejde med Systematic og Kamstrup for at videreudvikle de digitale vandmålere, der allerede findes på markedet.

    Helle Pernille Hansen, teamleder hos Aarhus Vand, forklarer: ”De nye smarte målere vil gøre os i stand til at fjernaflæse vandforbrug. Vi håber, at det vil være til stor tilfredshed for vores kunder, idet de slipper for manuel aflæsning. Samtidig kan vi give en bedre service og driftsoptimere, fordi vi får realtidsdata på kundernes vandforbrug.”

     

    Vandforbrug i realtid

    Projektet vil ikke blot automatisere aflæsningen, men også introducere en kundeplatform, der giver konstant adgang til realtidsdata om vandforbruget. Dette skaber incitamenter for kunderne til både at spare på vandet og reagere hurtigere ved ekstraordinært vandforbrug.

    Karina Topp, CEO hos Aarhus Vand, fremhæver vigtigheden af innovation i projektet: ”Vi har tilført et lag af innovation til projektet. Det skyldes et ønske om, at de nye intelligente vandmålere bliver den bedste og mest fremtidssikrede løsning til gavn for vores kunder og os selv.”

    Maiken Gustafsson

    Systematic som innovationsmotor

     

    Systematic bliver den drivende kraft bag innovationsprocessen. Maiken Gustafsson, Innovation Manager hos Systematic, udtaler:

    ”Vi byder ind med solid erfaring med innovationsprocesser og et stærkt hold, som har viden om it-udvikling fx i forhold til brugervenlighed, data science, netværk, integration og front end-udvikling. Vi er meget begejstrede for at være en del af projektet og ser frem til samarbejdet.”

    Innovationspartnerskabets mål

    Aarhus Vand glæder sig til at søsætte innovationspartnerskabet, hvis mål er:

    • Implementering af et fjernaflæst digitalt vandmålersystem, der skaber ny værdi for kunderne.
    • Adgang til realtidsdata om vandforbrug og andre relevante data som en ny service, der kan fungere som katalysator for ændret forbrugeradfærd med fokus på at minimere vandforbrug.
    • Ved hjælp af realtidsdata at optimere vandforsyningen med minimalt energiforbrug og vandtab.
    • Udvikling af et brugervenligt system til fjernaflæsning.
    • Sikring af et åbent, fleksibelt og skalérbart system, der muliggør kontinuerlig forbedring.

    Aarhus Vand ser frem til dette innovationspartnerskab:

    ”Vi er gået sammen med nogle af de dygtigste i branchen inden for digitalisering og digitale vandmålere. Jeg er sikker på, at vi sammen vil definere en løsning, som gør det lettere og bedre at være kunde hos Aarhus Vand, som minimerer vandspild og gør os mere bæredygtige, siger Karina Topp, CEO, Aarhus Vand.

    Læs hele pressemeddelelsen fra Aarhus Vand.