Dansk patientjournalsystem udviklet af læger vil ind på svenske hospitaler
I Danmark bruger halvdelen af landet et elektronisk patientjournalsystem, som er udviklet med læger og klinikere fra danske universitetshospitaler. Nu satser it-virksomheden bag systemet på, at også de svenske regioner kan opnå fordele ved at anvende det.
”Vi kan se, at det gør en stor forskel, at Columna understøtter det kliniske personales hverdag og kan tilpasses lokale forhold og ønsker. Fremtidssikringen ligger i den åbne arkitektur, som blandt andet betyder, at regionerne selv kan udvikle løsninger og koble dem på. Flere hospitaler har selv udviklet eller anskaffet AI-løsninger, som de anvender sammen med Columna,” fortæller Henrik Rosenberg Rasmussen, Account Director i Systematic.
Mens flere svenske regioner kæmper med at udskifte og implementere elektroniske patientjournaler, har man i Danmark opnået stor succes med patientjournalen, Columna Clinical Information System (CIS), som anvendes i tre ud af fem danske regioner og omfatter cirka 3,2 mio. borgeres data.
Effektive it-systemer kan være vejen til smartere arbejdsgange og mere tid til patienterne i et samfund, hvor personalemangel og et stigende antal ældre presser sundhedsvæsnet. Desværre resulterer udskiftning af større offentlige it-systemer ofte i sprængte budgetter, overskredne tidsplaner – og brugere, der ikke oplever det løft, de var lovet.
I tre ud af fem danske regioner er historien en anden. Her er det lykkedes at implementere det elektroniske patientjournalsystem (EPJ), Columna CIS, så hospitalernes medarbejdere har fået en vigtig digital medspiller, som skaber overblik, letter arbejdsgange og sikrer patienternes data.
Indenfor kort tid skal de to regioner Stockholm og Gotland have nyt patientjournalsystem, og den danske softwarevirksomhed Systematic, der står bag Columna CIS, har allerede lagt billet ind på at gentage succesen fra Danmark og blive leverandør og implementeringspartner for de svenske hospitaler i Stockholm og Gotland regionerne.
Udviklet i samarbejde med læger og sundhedsfagligt personale
Columna CIS udvikles i tæt samarbejde med læger og klinikere fra danske universitetshospitaler. Aarhus Universitetshospital (AUH) tog løsningen i brug i 2010. De gode resultater og tilfredsheden med systemet betød, at Region Sydjylland og Nordjylland valgte Columna i henholdsvis 2021 og 2022. Dermed er halvdelen af Danmarks befolkning omfattet af systemet, og i dag bidrager klinikere fra både Aalborg og Odense Universitetshospitaler til den fortsatte udvikling af Columna CIS.
Personalet oplever, at systemet er intuitivt at bruge, giver bedre overblik over data, forenkler arbejdsgange og frigiver tid til patienter, hvilket er dokumenteret i flere uafhængige undersøgelser og omtalt i blandt andet MedicoTeknik og Politiken.
Account Director i Systematic, Henrik Rosenberg Rasmussen er overbevist om, at også de svenske regioner vil have gavn af Columna, fordi det er skabt med udgangspunkt i det nordiske sundhedsvæsen og velfærdssystem.
Han tror også, at svenske patienter vil få stor glæde af den patientrettede app, som følger med. Her kan borgere selv følge deres behandling og aftaler med sygehuset – ligesom de kan ændre et planlagt ambulant besøg.
Med årene har den danske virksomhed opnået stor erfaring med at implementere nye it-løsninger på hospitaler uden at forstyrre arbejdsgange eller personalet unødigt.
Hverdagen kører mens kæmpe it-implementering står på
Et eksempel godt eksempel på det stammer fra Västra Götaland. Systematic leverer task management systemet, Columna Flow til mere end 50 hospitaler verden over - herunder Sahlgrenska og andre hospitaler i Västra Götaland. Her blev implementeringsprocessen ramt af corona-nedlukningen, men erfaring fra tidligere og effektiv uddannelse af medarbejdere på hospitalerne var medvirkende til succesfulde forløb til den aftalte tid.
I den danske region Nordjylland overgik alle hospitaler til Columna CIS på én nat, og personalets hverdag var nærved uberørt. Her lød meldingen:
”Det er et veltilrettelagt projekt, som er udført til tiden og indenfor den godkendte økonomi. Endda på trods af Covid19, som ramte os allerede i opstartsfasen, og som gennem hele forløbet har vendt op og ned på både arbejdsvilkår og samarbejdsmuligheder. Så med en vellykket implementering oveni, så kan jeg roligt sige, at vi er glade,” sagde daværende regionsdirektør Christian Boel i en pressemeddelelse fra Region Nordjylland.
I dag står de tre vestdanske regioner selv for driften af deres EPJ-system, og de arbejder tæt sammen om blandt andet brug og videreudvikling, hvilket udmønter sig i en række konkrete fordele. Regionerne har oprettet et fællesorgan, hvori de deler erfaringer og aftaler fællesindkøb af nye funktionaliteter.
En solstråle blandt skrækhistorier
I en undersøgelse foretaget af foreningen Yngre Læger er 9 ud af 10 læger i Region Midtjylland tilfredse med Systematics Columna CIS (i Region Midt kaldet ’MidtEPJ’), som de opfatter som sikker for patienterne, let at arbejde i, og som et system, der ikke tager tid fra patienterne.
Ifølge Henrik Rosenberg Rasmussen skyldes det, at systemet er skabt i et nært samarbejde med sundhedspersonale – og at videreudvikling og hele implementeringsprocessen foregår i tæt samarbejde med medarbejderne.
”Det er ikke os, som har ekspertisen i det enkelte hospitals arbejdsgange. Det er klinikerne, og derfor foregår alt, hvad vi gør i nært samarbejde med dem. Det er en forudsætning at have brugerne med, hvis man skal udvikle gode, kritiske it-systemer der gør en forskel for brugeren,” siger han.
Hvad er et EPJ-system?
Den elektroniske patientjournal (EPJ) er det primære it-værktøj for klinikere og sekretærer, som håndterer journalføring, medicinering, rekvisition og svar fra laboratorie- og billedsystemer, patientadministration og booking. Systemet indeholder patientoplysninger vedrørende prøve- og undersøgelsessvar, medicin, diagnoser og registrerede notater.