“Det er ikke hver dag, man har mulighed for både at være helt og skurk.”

I to uger øvede fem lande sig på at beskytte Østersøens kabler og havne mod angreb. Det kræver samarbejde på højeste niveau. Men når truslerne er hybride, må forsvaret også være det.

Af Lasse Krabbesmark, tidligere officer i Søværnet og nu Product Manager i Systematic og Orlogskaptajn af Reserven.

I midten af april mødte jeg op på havnen i Rostock med min kollega - hver med en bærbar under armen. Omkring os slæbte andre deltagere fjernstyrede undervandsrobotter, droner og radarer. Militært personel i fuld uniform. Flag fra fem nationer. Og så os to med en laptop hver.

Øvelsen, som vi var mødt op til, var SeaSec Data2Sea 2026. Her skulle fem lande i fællesskab beskytte de strømkabler og datakabler, der ligger på bunden af Østersøen, samt havne og offshore-platforme. Den slags infrastruktur, man ikke tænker over i hverdagen, men som holder lyset tændt og internettet kørende i Nordeuropa. Og som derfor er et oplagt mål.

I to uger forsøgte over 50 virksomheder og omkring 100 soldater og politifolk fra Danmark, Tyskland, Holland, Norge og Sverige at løse den opgave.

Øvelsens scenarier var designet til at føles virkelige. Tre scenarier, seks deltagerhold. Flere trusler udfoldede sig samtidig, og ingen vidste på forhånd, hvad der ville ske, eller hvornår. I ét scenarie skulle vi beskytte et strømkabel på havbunden: opfange mistænkelig aktivitet, spore den og rapportere, før situationen eskalerede. I et andet forsvarede vi en offshore-platform. I det tredje sikrede vi en havn mod indtrængen.

Også civile aktører som transmissionsoperatøren TenneT og danske Energinet deltog; truslerne mod undersøisk infrastruktur stopper ikke ved grænsen mellem civilt og militært, og derfor kan forsvaret heller ikke nøjes med at være militært.

Så bevæbnede vi fjenden

Systematics job var blandt andet at give øvelsens ledelse det samlede billede af, hvad der foregik. Det er det, kommando- og kontrolsystemet SitaWare Maritime gør. Tænk på det som det digitale kort, alle kigger på, når der skal træffes beslutninger. Det samler videoovervågning, sensordata, positioner og hændelser fra alle mulige kilder, fra skibe og radarer til droner og undervandsrobotter, og viser det hele på én skærm i realtid. Omkring 50 lande bruger det i deres forsvar, heriblandt de fleste store NATO-lande og selve NATO, og til Data2Sea 2026 kom systemet også til at spille en hovedrolle.

Men vi nøjedes ikke med blot at give SitaWare til vores allierede. Tilfældigvis opdagede vi, at Red Cell-gruppen, der spillede fjenden og koordinerede alle angrebene, sad og planlagde deres operationer i et Excel-ark. Ruter, tidspunkter, mål, det hele i celler og faneblade.

Så vi tilbød dem SitaWare.

Efter et par timers introduktion kørte de alle angreb derfra. Planlægning, koordinering, eksekvering, alt sammen i det system, der var bygget til at forsvare mod præcis den slags operationer.

Det er ikke hver dag, man er både helt og skurk.

SitaWare spillede en hovedrolle

Det lyder måske simpelt at give alle samme digitale overblik. I praksis er det det sværeste: at få fem landes militær, politi, civile myndigheder og et halvt hundrede virksomheder til at kigge på den samme virkelighed i stedet for hver deres version af den. Enhver, der har prøvet at koordinere bare to grupper under tidspres, ved, hvad jeg taler om. Prøv det med fem lande.

Vi lykkedes med at blive den fælles reference, som folk samledes om. Folk kom løbende med sensorer, der blev koblet på undervejs, live, under øvelsen, og ved øvelsens slutning var SitaWare det primære system, der samlede billedet på tværs af alle seks hold og alle tre scenarier.

Under de taktiske udfordringer viste det sig dog, at min kollega og jeg var svære at finde. Ikke fordi vi gemte os, men fordi deltagerne forventede, at vi – ligesom de andre hold - brugte 10-12 personer på at drive vores systemer. Vi var to. Hvorfor? SitaWare er et færdigt, gennemtestet produkt. Det kører. Systemet detekterer automatisk, at der sker noget ved et kabel, en drone zoomer ind, en undervandsrobot nærmer sig - uden at det kræver et hold af operatører at holde øje.

Den gale professors værksted

Øvelser som Data2Sea er sjældne. Men det er den slags begivenheder, hvor man kan teste teknologi under realistiske forhold. Ikke på papir og med tænkte eksempler, men med rigtige systemer, rigtige operatører, i de rigtige omgivelser, og med rigtige scenarier i realtid.

Det er den gale professors værksted. Alt kan prøves. Ingen dømmer nogen for at fejle, fordi hele pointen er at finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke gør, i et scenarie, hvor ingen liv står på spil.

I vores eget hold samlede vi syv europæiske teknologileverandører til scenariet om kabelbeskyttelse. Én partner leverede fiberoptiske sensorer, der kunne mærke forstyrrelser på havbunden på lang afstand. En anden stillede med en radar, der sporer skibe bag horisonten. Andre fløj droner med sonar eller sendte miniubåde ned til visuel identifikation. Fra bred overvågning til tæt verifikation, og SitaWare bandt det hele sammen, så holdet fungerede som ét system i stedet for syv separate.

Når truslen er hybrid, skal vi også være det

Data2Sea-øvelsen kommer ikke ud af ingenting. I september 2022 sprængtes Nord Stream-gasledningerne i Østersøen. I november 2024 blev to datakabler i Østersøen kappet med få timer imellem, ét mellem Sverige og Litauen, ét mellem Finland og Tyskland. Juledag samme år gik Estlink 2-strømkablet mellem Finland og Estland ned, formentlig slæbt over af en russisk-tilknyttet olietanker. Fem kabelskader i Østersøen på to år.

Det er det, man kalder hybride trusler. Angreb, der ikke ligner klassisk krig, men heller ikke er fredelige. Ingen uniformer, ingen missiler, bare et skibsanker på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det er ofte svært at bevise, hvem der stod bag, og svært at afskrække og forsvare sig mod, fordi det falder midt i grænselandet mellem civilt og militært, mellem politi og forsvar, mellem ét lands ansvar og det næstes.

Det er præcis det gråzoneproblem, Data2Sea trænede. Ikke bare teknologien, men fem landes evne til at samarbejde i realtid, med fælles billede og fælles beslutningsgrundlag.

Det var en vild og sjov oplevelse.