Dansk sundhedssystem til sårede soldater vist frem ved stor NATO-øvelse
Da det tyske forsvar i foråret øvede transport af sårede soldater fra Litauen til Tyskland, blev et dansk udviklet it-system for første gang vist frem som det system, der fremover skal digitalisere håndteringen af sårede. Øvelsen viste med al tydelighed, hvorfor det er nødvendigt.
Systemet, der kombinerer sundheds- og forsvarsteknologi, skal erstatte papir og telefonopkald med digitale data, når sårede soldater flyttes fra frontlinjen til hospitalet. I november sidste år købte det tyske forsvar som det første land i verden systemet SitaWare Battlefield Health fra den aarhusianske softwarevirksomhed Systematic. Nu er det for første gang blevet præsenteret under realistiske forhold.
Ved øvelsen Medic Quadriga 2026 – den største sanitetsøvelse i det tyske forsvar siden Ruslands invasion af Ukraine – simulerede over 1.400 deltagere et scenarie, hvor sårede soldater skulle transporteres hele vejen fra NATOs østflanke i Litauen, over Østersøen og tilbage til civile og militære hospitaler i Tyskland.
"Øvelsen viste med al tydelighed, hvad der er på spil, når man skal koordinere behandling og transport af sårede over en strækning på 1.600 kilometer. Det kan ikke lade sig gøre med telefonopkald og papir – og det er præcis derfor, vi har bygget det her system," siger Sven Trusch, direktør for Systematic i Tyskland.
Sundhedsdata følger med soldaten
Problemet, systemet løser, er i virkeligheden simpelt at forstå: Hver gang en såret soldat skifter hænder – fra sanitetssoldaten i felten, til helikopteren, til felthospitalet, til det civile hospital – er der risiko for, at oplysninger om skader og behandling går tabt.
I dag noterer den første hjælper soldatens skader på et stykke papir, som følger med under transporten. Med det nye system registreres alt digitalt og sendes videre, så det næste behandlingssted kan forberede sig, inden soldaten ankommer.
"Det handler om at give lægerne og sygeplejerskerne de rigtige informationer på det rigtige tidspunkt. Hvis du ved, at der om 20 minutter lander en helikopter med en soldat, og du ved, hvilken behandling og medicin han allerede har fået, så kan du forberede dig. Det redder liv," siger Nikolaj Bramsen, CEO i Systematic.
Bygger på erfaring fra danske hospitaler
Systematic står bag det elektroniske patientjournalsystem, der bruges på alle hospitaler i tre ud af fem danske regioner, og bag kommando-kontrolsystemet SitaWare, der bruges af over 50 lande og af NATO.
"Vores force er, at vi kender hverdagen på både hospitaler og i forsvaret. Den erfaring har vi brugt til at bygge en løsning, der lever op til militære standarder og fungerer under de forhold, soldaterne faktisk opererer i," siger Nikolaj Bramsen.
Vist frem sammen med det tyske forsvar
Ved øvelsen blev systemet præsenteret i fællesskab med det tyske forsvars sundhedskommando. Battlefield Health fungerer som en tilbygning til det SitaWare-system, som det tyske forsvar allerede bruger i dag, og dermed kan sundhedsoplysningerne automatisk indgå i det samlede overblik over en militær operation.
Det tyske forsvar har i 2025 købt en generallicens, der giver adgang til at bruge elementer af systemet bredt i hele organisationen.
Krigen i Ukraine har ændret behovet
Ifølge Systematic har krigen i Ukraine ændret vilkårene for, hvordan sårede soldater behandles. Udbredt brug af droner betyder, at sårede ikke altid kan evakueres med det samme, men må behandles i felten i længere tid. Det gør det endnu vigtigere, at alle behandlinger dokumenteres digitalt og kan deles med næste led i kæden.
Flere NATO-lande følger ifølge Systematic den tyske udvikling tæt.