Gå til primært indhold Gå til footer indhold

Systematic og Helsing vil gøre droner til en integreret del af fremtidens beredskab

Samarbejdet mellem Systematic og Helsing skal styrke Europas kontrol over egne forsvarsdata – og bringe militær og civil sikkerhed tættere sammen.

Af Flemming Østergaard - bragt i Computerworld.

Når droner pludselig flyver ind over kritiske anlæg som lufthavne, kraftværker eller datacentre, står de fleste europæiske lande uden et effektivt forsvar. Den situation vil danske Systematic og europæiske dronefirma Helsing nu være med til at ændre, og få uger før situationen med ukendte droners overflyvning af flere danske lufthavne indgik de to virksomheder officielt en samarbejdsaftale.

“De mange episoder med ukendte droner over dansk luftrum viser, hvorfor Europa skal kunne beskytte sig med sine egne systemer – og eje sine egne data,” siger Kartheeban Nagenthiraja, Business Development Director i Systematic.

Systematic leverer i forvejen et digitalt styringssystem, som bruges af NATO og mere end 50 nationer verden over til at planlægge og styre militære operationer. Systemet hedder SitaWare og er et kommandokontrolsystem, der samler informationer fra droner, sensorer og enheder i felten og omsætter dem til et fælles situationsbillede.

Helsing har på sin side udviklet teknologi, der kan få droner til at arbejde intelligent sammen i sværme, så dronerne i fællesskab kan opdage, identificere og imødegå trusler.

Helsing HX-2 dronen udstillet på et stativ ved DSEI 2025 forsvarsudstilling.
Helsing HX-2 angrebsdrone.

Fra tilfældig observation til hurtig reaktion

Episoderne i september, hvor ukendte droner fløj ind over dansk luftrum, understregede behovet for bedre overvågning og reaktionsevne. Det er ikke enestående hændelser - andre europæiske lande har også i flere år oplevet, at ukendte droner er kommet ind i deres luftrum.

”Man kan godt opdage droner på radar – for eksempel med dansk teknologi fra Weibel, der kan registrere selv små droner på lang afstand. Men det kræver mere avanceret analyse og koordinering at vurdere, hvad man ser, og hvordan man skal reagere. Det er her, Helsing kan supplere vores systemer med AI og droner, som både kan opdage mønstre hurtigere og indgå aktivt i reaktionen,” forklarer Kartheeban Nagenthiraja.

Samarbejdet med Helsing gør det nu muligt at integrere data fra droner direkte i SitaWare, hvilket betyder, at en operatør kan se et komplet situationsbillede over luftrummet, aktivere en dronesværm direkte fra kommandoskærmen og sende droner i luften for at identificere og – om nødvendigt – neutralisere en indtrængende drone.

Fleksibel arkitektur

Et centralt princip for SitaWare såvel som samarbejdet er, at løsningen bygger på en åben arkitektur. Det betyder, at kunderne ikke bliver låst til en bestemt droneleverandør, men frit kan integrere forskellige platforme og sensorer i SitaWare-systemet. Den fleksibilitet er afgørende for både militære og civile brugere, der skal kunne kombinere flere teknologier på tværs af leverandører.

”Både vi og Helsing er ’hardware-agnostiske’. Det betyder, at systemet kan fungere sammen med andre typer droner, sensorer og kommunikationssystemer. Det handler om at skabe fleksibilitet – ikke nye teknologiske afhængigheder,” pointerer Kartheeban Nagenthiraja.

Portræt af Kartheeban Nagenthiraja
Karthebeen Nagenthiraja.

Bag samarbejdet mellem Systematic og Helsing ligger også et politisk sigte. Europa ønsker i stigende grad at udvikle og eje sin egen teknologi, ikke mindst på områder som forsvar, kommunikation og kunstig intelligens.

”Hvis Europa skal kunne stå på egne ben i en krise, kræver det, at vi selv kan drive og vedligeholde vores systemer. Det gælder både software, data og infrastruktur,” understreger han.

Han peger på, at samarbejdet mellem Helsing og Systematic er et eksempel på, hvordan europæiske virksomheder kan skabe teknologi, der både matcher og supplerer amerikanske løsninger, men samtidig hviler på europæiske værdier omkring gennemsigtighed, etik og kontrol.

AI spiller en central rolle i teknologien, men altid som støtte – ikke som erstatning for menneskelig dømmekraft. AI hjælper droneoperatøren med at genkende mønstre, analysere billeder og beregne den mest effektive måde at afsøge et område på.

”Men beslutningen om at handle – det er stadig et menneske, der træffer den. AI gør det muligt at reagere hurtigere, men ansvaret overlades ikke til algoritmer,” siger han.

Datasuverænitet – Europas digitale rygrad

Han fremhæver vigtigheden af, at Europa får mere kontrol over egne data og kommunikationssystemer, og det gælder ikke mindst i Danmark.

”Vi er et af verdens mest digitaliserede lande. Hvis vores systemer ligger på udenlandsk infrastruktur, kan de i princippet slukke for os,” siger Kartheeban Nagenthiraja.

Han peger på, at mange kritiske sektorer bruger cloudløsninger ejet af udenlandske selskaber. Men selv om serveren står i Europa, er den ikke nødvendigvis europæisk. Det handler om kontrol, ikke geografi.

Systematic arbejder derfor med såkaldt ø-drift – dvs. man skaber sin egen ø af funktionalitet og egne sikre kommunikationssystemer.

Fra militær teknologi til civil nytte

Selv om Helsing-samarbejdet udspringer af forsvarssektoren, er potentialet langt bredere. De samme dronesværme og overvågningssystemer kan bruges til bl.a. redning og katastrofeberedskab.

”Forestil dig, at der er et barn, der er forsvundet i en skov, eller en oversvømmelse, hvor man skal finde mennesker i vandet. En dronesværm med termiske kameraer kan søge et stort område langt hurtigere, end man kan med helikoptere,” forklarer Kartheeban Nagenthiraja.

Under krigen i Ukraine har man eksempelvis brugt droner med sensorer til at kortlægge vandstand og ødelæggelser efter sprængningen af Kakhovka-dæmningen i 2023, der bragte atomkraftværket Zaporizjzja i fare – præcis den type data, som også kan behandles i SitaWare-systemet.

Markedet for sikkerheds- og beredskabsteknologi vokser markant i Europa, ikke mindst i kølvandet på netop krigen i Ukraine og de stigende krav til national robusthed. Systematic oplever en stigende efterspørgsel på løsninger, der kan skabe et fælles situationsbillede mellem myndigheder og samarbejdspartnere – både på nationalt og internationalt plan.

“Vi ser, at grænsen mellem forsvar og civil sikkerhed bliver mere flydende. I dag er mange trusler hybride – de rammer ikke kun militære mål, men også energi, kommunikation og anden kritisk infrastruktur. Derfor skal de systemer, vi udvikler, kunne fungere på tværs af sektorer og myndigheder. Det handler om at beskytte hele samfundet – og i sidste ende også om at redde liv, hvad enten det er i en krigssituation eller under en katastrofe,” siger Kartheeban Nagenthiraja.

Faktaboks: Helsing

Den tyske virksomhed Helsing blev grundlagt i 2021 og har på kort tid markeret sig som en af Europas mest ambitiøse forsvars-startups. Helsing udvikler både software til beslutningsstøtte og hardware i form af droner og sensorsystemer, der kan indgå i sværme og kommunikere med hinanden uden konstant menneskelig styring. Virksomheden har hovedkontor i München med afdelinger i London, Paris og nu også partnerskaber i Skandinavien. Helsings erklærede mission er at sikre europæisk ejerskab over de algoritmer og datasystemer, der bliver hjertet i fremtidens forsvar.

Faktaboks: Systematic

Aarhus-baserede Systematic er blandt verdens førende leverandører af C4ISR-systemer til forsvaret, men leverer også it-løsninger til politi, hospitaler, ældrepleje, biblioteker, forsyning og finans. Deres C4ISR-system, SitaWare, samler og koordinerer information på tværs af militære enheder, myndigheder og beredskaber, og systemet bruges af over 50 nationer, herunder NATO, Danmark, Sverige, Storbritannien og USA. SitaWare-suiten spænder fra hovedkvarterssoftware til mobile løsninger i køretøjer og håndholdte enheder i felten. Med sin åbne arkitektur og den tilhørende IRIS-suite, der håndterer kommunikation og datadeling, fungerer Systematics løsninger som det digitale bindeled mellem mennesker, sensorer og beslutninger – uanset teknologi og nationalitet.

Corporate nyheder