Når viden går begge veje: Fokus på datavisualisering
Med et ønske om at tilegne sig ny viden og inspiration, inviterede Systematic eksperter fra ITU i København til faglig workshop om datavisualisering og datadrevet beslutningstagning. Det var dog ikke kun Systemater, der lærte noget nyt.
I Systematic er videndeling og sparring omdrejningspunktet i diverse fokuserede faglige netværk – de såkaldte Knowledge Networks.
I begyndelsen af november inviterede netværket for User Experience Design to lektorer fra ITU i København til faglig workshop om datavisualisering og datadrevet beslutningstagning. Christopher J. Zimmerman og Michele Coscia underviser til daglig i Data Science på IT Universitetet. Christopher Zimmermann er desuden Senior Analytical Consultant hos Google i Danmark. De to besidder med andre ord massiv teoretisk og praktisk viden om de problemstillinger, som Systematics medarbejdere sidder med til daglig.
Workshoppen forløb over to dage hos Systematic og var tilrettelagt med oplæg og praktiske øvelser, som tog afsæt i Systematics egne testdata. Det var noget, der tog kegler hos de mere end 40 deltagere:
- Vi blev præsenteret for ”best practises” inden for datavisualisering og historiefortælling med data. De to lektorer udfordrede vores traditionelle måder at visualisere data på ved at bringe kontekst fra Systematic ind i workshoppen – på den måde blev det hele virkelig relaterbart og let af omsætte til praksis, siger Julie Sohn, Data Scientist, Systematic.
Det var dog ikke kun medarbejderne hos Systematic, som fik noget ud af workshoppen. For Christopher Zimmermann og Michele Coscia var det interessant at se, hvordan erhvervslivet bruger teorien i praksis og opleve Systematics indgangsvinkel til datavisualisering.
En stor del af Systematics softwareløsninger til bl.a. sundhedsvæsen, forsvar og forsyningsvirksomheder er baseret på visualisereret data, som brugerne anvender i en dagligdag, hvor det ofte er nødvendigt at træffe afgørende beslutninger i kritiske situationer.
- For såvel læger og soldater som bibliotekarer er det vigtigt at få præcise data præsenteret på en måde, som gør det let at afkode. Vores fokus på brugervenlighed og effektiv formidling af store datamængder er derfor en central del af arbejdet i fx vores business intelligence- og data science-afdeling, hvor vi understøtter interne og eksterne projekter i brugen af data til at understøtte kritisk beslutningstagen og forandringsledelse, fortæller User Experience Designer Kirstine Madsen, som også deltog i workshoppen.