Sygeplejerske med mobiltelefon
  • Explore

februar 22, 2018

Skotland køber dansk sunheds-it fra Systematic

Et dansk it-system, der gør hverdagen nemmere for sygeplejersker og portører, bliver fremover en del af det skotske sundhedssystem.

 

Tusindvis af hospitalsansatte i Skotland vil i fremtiden få glæde af en dansk it-løsning, når opgaver skal planlægges og udføres. Det står klart, efter det skotske sundhedsvæsen, NHS Scotland, på en national rammeaftale har valgt Systematic som leverandøren af et system til opgavehåndtering på alle skotske hospitaler. Dermed bliver Skotland sjette nation i rækken, som anskaffer Systematics e-sundhedsløsning, Columna.

Forud for valget af Systematic har det skotske sundhedsvæsen foretaget en større strategisk analyse, hvis formål var at afdække mulighederne for at øge effektiviteten for portører, serviceassistenter og sygeplejersker. Svaret blev Systematics it-løsning Columna.

”At et helt nationalt sundhedsvæsen vælger vores løsning, efter en meget grundig analyse af området, er en fantastisk tillidserklæring. Vi ser meget frem til samarbejdet og glæder os til at levere en løsning, som vil digitalisere arbejdsgange og gøre hverdagen nemmere og mere effektiv for de skotske hospitalsansatte, til glæde for patienterne og de skotske skatteydere” siger Group Senior Vice President i Systematic, Henrik Jespersen.

Øget effektivitet på hele hospitalet

Med Columna skal der ikke længere sidde en koordinator og ringe rundt for manuelt at fordele diverse serviceopgaver, såsom patientflytning, madudbringning, rengøring, lageropfyldning osv. Koordineringen af disse opgaver digitaliseres fuldstændigt, så sygeplejerskerne får bedre mulighed for at tilrettelægge deres arbejde og mere tid til at udføre selve patientbehandlingen. Servicepersonalet sparer tid og kræfter, hvorved de kan optimere den direkte patienthåndtering og reducere deres administrative arbejde. Løsningen synliggør de aktuelle opgaver for alle, hvorefter medarbejderne selv via en mobil enhed vælger de opgaver, der fx er nærmest, er af højeste prioritet eller af andre årsager er mest relevante.

Det er dog ikke kun planlægningsfunktionen, servicepersonale og portører, der har gavn af systemet, idet arbejdsgangene for sygeplejersker og læger ligeledes effektiviseres.

Med løsningen bestiller sygeplejerskerne nemlig serviceopgaver digitalt, samtidig med at de får et langt bedre overblik over status på deres bestilte opgaver end tidligere. Derudover nedbringer løsningen antallet af forsinkelser i patienttransporten, hvilket gør lægerne i stand til at udføre deres undersøgelser og behandlinger til tiden. I sidste ende gavner dette alt sammen patienten, arbejdsgangene optimeres, kvaliteten højnes og patientsikkerheden forbedres.

”Skotland får en effektiv løsning, der er baseret på tillid til den enkelte medarbejder. Medarbejderne oplever større frihed i hverdagen, mens den samlede gruppe af opgaver bliver fordelt og løst på optimal og nem vis. Det er en løsning, der kommer portørerne, sygeplejerskerne og ikke mindst patienterne til gavn. Når sygehuspersonalet bruger mindre tid på logistikken omkring arbejdsopgaverne, frigøres der tid til patienten og til den sundhedsfaglige pleje” fortæller Henrik Jespersen.

Systematics it-løsning Columna er allerede en succes på hospitaler i de fleste danske regioner, samt flere andre steder i verden, blandt andet i Australien, Sverige, Norge og Finland, og nu er aftalen med Skotland endnu en opfyldt milepæl i den internationale strategi. Løsningens succes er et vidnesbyrd om den succes Systematic har i Danmark med OPI-samarbejde, hvor klinikere, universitetsfolk og IT-branchen går sammen om at skabe nye innovative løsninger. Og nu lykkes det at skabe endnu mere eksport på baggrund heraf.

”Med input fra endnu flere kunder fra forskellige nationaliteter får vi mulighed for at skabe en universelt anvendelig og dermed bedre it-løsning, som kan understøtte klinikere og andre hospitalsansatte verden over”, uddyber Henrik Jespersen.

Aberdeen går forrest

I Skotland bliver Aberdeen Royal Infirmery det første hospital, der implementerer løsningen. Her ser man meget frem til at tage løsningen i brug:

”Med vores nye system får vi en effektiv og velfungerende løsning, hvor større ansvar og frihed til den enkelte medarbejder er i centrum. Vi tror på, at det er vejen til et endnu bedre skotsk sundhedsvæsen. Vi har ved selvsyn konstateret, at systemet virker effektivt og forbedrer hverdagen andre steder i verden, og vi glæder os til at opleve samme fordele i Aberdeen,” siger Portørchef, Ted Reid.