november 28, 2022

Dimittender som bulgarske Nikolina er en gevinst for Danmark

Den danske stat vil nedlægge 3.900 internationale studiepladser af økonomiske årsager, men ny analyse viser, at internationale studerende giver økonomisk og samfundsmæssig gevinst. Det er softwareudvikler hos Systematic Nikolina Chalakova et strålende eksempel på.

I en artikel på Ingeniørens hjemmeside kan man læse, hvordan en ny analyse af internationale dimittenders bidrag til samfundsøkonomien har fornyet debatten om, hvorvidt man bør lukke flere engelsksprogede studiepladser i Danmark.

I juni 2021 besluttede række politiske partier at minimere SU-udgifterne til udenlandske studerende. Det medførte, at 3.900 internationale studiepladser skulle nedlægges.

En analyse, som Damvad Analytics har udarbejdet for Ingeniørfagforeningen IDA, viser dog, at internationale kandidatdimittender har bidraget med 26,8 mia. kr. til samfundsøkonomien i perioden 2007-2020. Her er alle omkostninger til uddannelse, sundhed, SU og sociale ydelser trukket fra. Det svarer til, at hver international dimittend har bidraget med 2,1 mio. kr. For de tekniske og naturvidenskabelige kandidater er tallet 2,4 mio. kr.
Beregningerne tager højde for, at flere rejser hjem efter endt uddannelse.

En analyse fra IRIS Group og HBS Economics viser desuden, at der i 2030 vil mangle 13.000 kandidater inden for områderne ingeniør, teknik og it.

Manglen på arbejdskraft kombineret med den økonomiske samfundsgevinst indikerer kraftigt, at man bør skrotte loftet over internationale studerende, mener IDAs fungerende formand, Aske Nydam Guldberg.

 

 

"Jeg kan godt lide landet, og jeg har fundet mig godt til rette her. Det er svært at sætte konkrete ord på det, men jeg har det godt her. Jeg kom ikke bare med det formål, at jeg kun skulle være her i et stykke tid og så tage tilbage."

 

- Nikolina Chalakova, softwareudvikler i Systematic

Nikolina styrker vores sundheds-it

En af de internationale dimittender, der har valgt at blive i Danmark, er 24-årige bulgarske Nikolina Chalakova, der arbejder som softwareudvikler i Systematics Healthcare-afdeling.

Hun har læst softwareteknologi på VIA University College og en kandidat i computerteknologi på Aarhus Universitet. I februar 2022 efter endt uddannelse fortsatte hun direkte i fuldtidsjob hos Systematic, hvor hun forinden havde været i praktik og haft studiejob.

Nikolina Chalakova er således en af de eftertragtede STEM-dimittender (science, technology, engineering, mathematics), der nu bringer sin faglighed i spil til gavn for det danske samfund.


Læs artiklen i sin fulde længde på Ingeniørens hjemmeside (bag betalingsmur)