Hospitaler med dansk software er blandt de smarteste i verden
Tre skandinaviske hospitaler, der alle anvender Systematics software, ligger i top 25 på en ny rangliste over de 250 hospitaler i verden, som er bedst til at integrere og anvende ny, smart teknologi.
Det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek har, i samarbejde med datafirmaet Statista, udarbejdet en liste over verdens 250 bedste og smarteste hospitaler.
Smarte hospitaler er særligt dygtige til at anvende data og teknologi til at forbedre behandlingen af patienterne og de daglige opgaver på sygehuset. Og det er netop hvad Karolinska Universitetssjukhuset i Stockholm og de to danske universitetshospitaler i Aarhus og Aalborg er særligt gode til. Fælles for de tre hospitaler, der rangerer som henholdsvis nummer 8, 19 og 21 på listen, er, at de alle anvender Systematics software til at planlægge og optimere hospitalsdriften. MidtEPJ og NordEPJ som anvendes på Universitetshospitalerne i Aarhus og Aalborg er begge baseret på Systematic’s EPJ-løsningen Columna.
Patienter er ventede og velkomne
Aarhus Universitetshospital er det danske hospital der er placeret højest på listen med en 19. plads.
Ifølge lægefaglig direktør, Jørgen Schøler Kristensen, gør hospitalets omfattende brug af data det muligt at give patienterne en følelse af, at de er ventede og velkomne.
"Når en patient kommer ind til behandling hos os, uanset om det er planlagt eller akut, kan sundhedspersonalet nemt finde journalen frem og se både sygdomshistorik, tidligere behandlingsforløb og andre relevante oplysninger. Det betyder, at vores patienter føler sig ventede og velkomne, og det er vigtigt for et godt, sikkert og trygt behandlingsforløb", forklarer Schøler Kristensen.
Særligt under Covid-19-pandemien har det været tydeligt, hvor mange ressourcer man kan spare ved at anvende data i den daglige hospitalsdrift.
"Med velfungerende it-systemer kan vi bedre håndtere krisesituationer som Covid-19. Vi har med stor fordel for både patienter og personale udnyttet digitale logistiksystemer til at styre patientflowet. Ikke alene på ét hospital, men også på tværs af hospitalerne i regionen med overblik i realtid. Vi har set fordelene i, at vi kan lave hurtige ændringer i it-systemerne, så de understøtter de ændrede vilkår i en krisesituation".
Digitaliseringen af hospitaler frigør tid til patienterne
På Aalborg Universitetshospital, der er nummer 21 på listen, har man en klar strategi for arbejdet med digitalisering og for, hvordan sundhedspersonalet skal arbejde smart i fremtiden. Det fortæller Klaus Larsen, der er it-direktør i Region Nord:
"Når vi arbejder med data, nedsætter vi risikoen for menneskelige fejl. Et stort datagrundlag giver eksempelvis lægerne mulighed for at forudsige komplicerede sygdomsforløb og træffe kvalificerede beslutninger om, hvilken behandling borgeren skal have på baggrund af data. Det betyder, at færre patienter bliver udskrevet for tidligt og mængden af genindlæggelser falder", siger han.
Spørger man Klaus Larsen, er netop den gode patientbehandling et udtryk for, at sygehuspersonalet får mere tid til patienterne jo mere digitaliserede hospitalerne er.
"Faktisk handler digitalisering mere om mennesker end om teknologi. Vi taler om automatisering, data og monitorering i sundhedssektoren, men det gør vi jo kun, fordi det giver vores patienter en bedre, sikrere og mere effektiv behandling. Det kan virke paradoksalt, men jo mere vi digitaliserer og automatiserer sundhedssektoren, jo mere tid får sygehuspersonalet til at være nærværende mødet med borgeren", fortæller Klaus Larsen.
Patient-centrerede løsninger
Denne pointe understreger Henrik Jespersen, der er Group Senior Vice President i Systematic. Han mener ligeledes, at smarte digitale løsninger er med til at gøre sundhedsvæsnet bedre for både personale og patienter:
"Der er ingen tvivl om, at smarte løsninger som Columna hjælper hospitalerne – og de øger trygheden og sikkerheden for patienterne. Tidligere blev personalet på hospitalerne i højere grad forstyrret i dagligdagen. Dengang ringede telefonerne hele tiden i lommerne på alt fra portører til bioanalytikere, mens de transporterede patienter rundt eller var i gang med at tage blodprøver. I dag kan medarbejderne holde fokus på patienten og deres arbejde, fordi opgavebestillingerne blot tikker ind på en liste, som de kan tilgå på smartphonen, når de altså har løst deres igangværende opgave. Det giver patienterne en bedre oplevelse og medarbejderne mindre stress", forklarer Henrik Jespersen, Group Senior Vice President i Systematic.
Seneste nyheder
Vi vil så gerne holde dig opdateret med, hvad vi laver. Du finder vores seneste nyheder her, men du kan også klikke på knappen nedenfor og få det fulde overblik.