Systematic er som de første certificeret til at levere data til ny digital løsning for graviditetsforløb
Systematics elektroniske patientjournalløsning, Columna CIS, er som det første system blevet certificeret af MedCom til at levere data til ny, digital og national løsning til gravide og deres graviditetsforløb.
Den digitale løsning, som Sundhedsdatastyrelsen står bag, skal erstatte de nuværende papirjournaler - vandrejournalen og svangerskabsjournalen. Formålet er at gøre det lettere at dele data mellem læger, fødesteder og kommunal sundhedspleje, og samtidig give den gravide bedre adgang til egne oplysninger.
Certificeringen af Systematics EPJ-system Columna CIS betyder, at de tre regioner i Vestdanmark, som anvender løsningen, kan dele den gravides målinger og vandrejournal med andre parter i Sundhedsvæsenet. “Det har netop været ét af fokusområderne i den nationale løsning; at lette informationsflowet mellem det sundhedsfaglige personale,” siger Inge Lise Korsholm, der er klinisk ekspert på projektet i Systematic og har en baggrund som sygeplejerske.
Hun fortsætter:
Med certificeringen til den nye graviditetsløsning kan vi bidrage til, at alle relevante oplysninger fra hospitalet automatisk deles mellem læge, hospital og kommune - til gavn for både de gravide og sundhedspersonalet.”
Firstmover på området
Systematic har arbejdet tæt sammen med Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark om at definere den del af løsningen, der indlejres i Columna CIS. Det tætte partnerskab betyder, at løsningen er tilpasset regionernes faktiske behov og opfylder de tekniske standarder. Desuden har det succesfulde samarbejde gjort Systematic til firstmover på området, da vi som den første EPJ-løsning har opnået den nødvendige certificering af MedCom.
Digitalisering skal sikre nemmere informationsdeling
I dag får gravide udleveret en fysisk vandrejournal, hvor sundhedspersonale noterer og deler informationer om den gravide kvinde, fosteret og graviditeten. Samtidig giver vandrejournalen også den gravide et billede af, hvordan graviditeten forløber.
Den gravides egen læge udfylder derudover en svangerskabsjournal på papir, som sendes til hospitalet samme med henvisningen. Den bruges til at vurdere, om der er særlige risici ved graviditeten. Journalen indeholder oplysninger om den gravides tidligere sygdomme og hendes nuværende fysiske helbred, sociale forhold og arbejdssituation.
Fra 2026 skal disse to papirjournaler erstattes af en digital løsning, så det bliver nemmere at dele informationer mellem de involverede parter og forbedre kommunikationen med de gravide. Og det er denne løsning, som Systematics EPJ-løsning er blevet certificeret til at levere data til.
Seneste nyheder
Vi vil så gerne holde dig opdateret med, hvad vi laver. Du finder vores seneste nyheder her, men du kan også klikke på knappen nedenfor og få det fulde overblik.