Gå til primært indhold Gå til footer indhold
Systematic kontor

Finansministeren til Systematic: I bidrager til NATOs teknologiske forspring 

Nicolai Wammen fik indblik i Systemtatics løsninger til forsvar og sundhedsvæsen, da han mandag besøgte hovedkvarteret i Aarhus og mødte medarbejderne.

Finansminister Nicolai Wammen (S) lagde i dag vejen forbi Systematics hovedkvarter i Aarhus til en samtale, der handlede om langt mere end kroner og ører. Her var det fremtidens teknologier – særligt kunstig intelligens – og Danmarks sikkerhed og velfærd, der var på dagsordenen. 

Som tidligere borgmester i Aarhus kender Nicolai Wammen huset og virksomheden indgående. Ved dagens besøg fik han et kig på Systematics avancerede softwareløsninger til sundhedsvæsenet og til Forsvaret, og efterfølgende talte han til medarbejderne i kantinen. 

Finansminister Nicolai Wammen taler til medarbejderne på hovedkontoret i Aarhus
Finansminister Nicolai Wammen taler til medarbejderne på Systematics hovedkontor i Aarhus

”Jeg er meget imponeret over det, I formår at præstere – både i forhold til vores sundhedsvæsen og forsvaret. I er med til at sætte standarden både i Danmark og internationalt,” lød det fra ministeren, der især fremhævede behovet for intelligente og effektive løsninger, der styrker Danmarks sikkerhed og velfærd. 

Finansminister Nicolai Wammen og CEO Nikolaj Bramsen
Finansminister Nicolai Wammen og CEO Nikolaj Bramsen

I forhold til den igangværende oprustning i Danmark og i Europa sagde han:  

”Det handler ikke kun om krudt og kugler. Det handler også om endnu bedre software. Når det gælder efterretninger og det billede, man har over kamppladsen, bidrager I til, at de store NATO-lande får det nødvendige, teknologiske forspring. Det er I ekstremt stærke til her.” 

Sammen med Systematics eksperter inden for forsvar og sundhed drøftede ministeren potentialet i kunstig intelligens – både når det gælder kamppladsens digitale overblik og den sammenhængende behandling i sundhedsvæsenet. Dét bragte han videre i talen til medarbejderne: 

Finansminister Nicolai Wammen besøger Systematics hovedkontor
Finansminister Nicolai Wammen på hovedkontoret i Aarhus

”AI er helt afgørende for, at vi kan bruge skattekronerne klogest muligt. Det, I laver, er vigtigt – ikke bare for Danmark, men også internationalt,” sagde Nicolai Wammen og takkede Systematics medarbejdere for deres indsats.  

Han rundede af med et budskab, der satte de aktuelle geopolitiske udfordringer i perspektiv: ”Vi lever i en tid, hvor vi bliver udfordret fra mange sider af fake news, af konflikter og af dem, som ikke vil demokratiet det godt. Det kræver, at vi står fast på de værdier, vi tror på – og forsvarer dem. Det er i med til. Og tak for det.” 

 

Corporate nyheder