Thales og Systematic går sammen om at styrke Danmarks luftforsvar
Herning, Denmark –Thales og Systematic har i dag annonceret et strategisk partnerskab om at udvikle avancerede, interoperable løsninger til det danske luftforsvar.
Partnerskabet blev præsenteret på Skandinaviens største forsvarsmesse, DALO Industry Days 2026, og det forener Systematics ekspertise inden for kommando- og kontrolsoftware (C2) med Thales' anerkendte luftforsvarssystemer. Målet er, at de forskellige dele af luftforsvaret - blandt andet Thales’ SAMP/T NG - bedre kan tale sammen og agere som én samlet enhed.
Initiativet skal blandt andet styrke det danske forsvar på to centrale områder: koordineringen af luftoperationer, og det jordbaserede missilforsvar, der beskytter mod angreb fra luften.
Samarbejdet skal desuden styrke dansk forsvarsindustri og eksportmuligheder i fremtiden.
"Systematic har årtiers erfaring med at levere kommando- og kontrolsoftware til forsvaret og NATO-allierede over hele verden. Dette partnerskab er et vigtigt bidrag til at styrke Danmarks luftforsvar med pålidelig europæisk teknologi, samtidig med at vi bygger videre på de stærke industrielle kapaciteter, vi har opbygget her i Danmark.," siger Klaus H. Qvist, Vice President, Business Development, Systematic.
Partnerskabet er også et eksempel på, hvordan europæiske virksomheder i stigende grad samarbejder om at udvikle forsvarsløsninger. Løsninger, som de europæiske lande selv kan producere og kontrollere, og som samtidig lever op til både nationale og internationale krav.
"Dette partnerskab med Systematic afspejler Thales' langsigtede satsning på Danmark. Ved at kombinere afprøvede løsninger med stærkt lokalt samarbejde styrker vi vores tilstedeværelse i landet og bidrager til forsvarskapaciteter, der skaber værdi for dansk industri,” fortæller Martin Soegaard, Country Director Denmark, Ireland, Iceland & Baltics, Thales.
"Vores samarbejde med Systematic betyder, at Danmark får et system, som landet selv har kontrol over, og som nemt kan spille sammen med andre lande og systemer. Vi bygger på det bedste inden for europæisk teknologi, og aftalen viser, at Thales kan kombinere store, strategiske programmer med lokale danske styrker og dermed skabe en model for, hvordan lande kan samarbejde om forsvar i fremtiden," uddyber Raphaël Desi, Integrated Airspace Protection Systems, Thales.
Sammen vil Thales og Systematic understøtte Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i at opnå en integreret luftforsvarskapacitet. De to virksomheder bidrager hver med deres ekspertise for at understøtte Danmarks forsvarsprioriteter og styrke evnen til at operere sammen med NATO-allierede.
Om SitaWare
Systematics C4ISR*-løsning, SitaWare, er et kommando-kontrolsystem, som leverer et detaljeret overbliksbillede over styrker, infrastruktur, terræn og bygninger i et givent område, og gør det muligt at dele informationer, planlægge, koordinere og kommunikere effektivt mellem militære enheder og værn. Systemet er bygget med en åben arkitektur, hvilket gør det nemt at integrere med andre løsninger.
SitaWare kan anvendes på land, til søs, i luften, i rummet og i cyberspace, mellem alle værn og mellem nationer. Systemet integrerer militære kommunikationsnetværk, overvågningssystemer og måludpegning med analyse og agentic AI til beslutningsstøtte.
SitaWare bruges af cirka 50 lande verden over – herunder de fleste større NATO-lande og NATO-partnerlande bl.a. Australien, Danmark, Finland, Tyskland, Frankrig, Letland, New Zealand, Sverige, Schweiz, Storbritannien og USA. I 2024 købte NATO systemet til brug for sine landoperationer. Det er første gang, at NATO har valgt et standardprodukt (COTS) fremfor at få et specielt udviklet til organisationens behov.
* C4ISR: Command, Control, Communications, Computers, Intelligence, Surveillance and Reconnaissance.
Om Systematic
Systematic udvikler software, der hjælper forsvar, politi, hospitaler og andre sektorer med at håndtere komplekse udfordringer og træffe kritiske beslutninger. Systematic er privatejet og blev grundlagt i Danmark i 1985. I dag har virksomheden 1200+ medarbejdere, 18 globale kontorer og kunder i 50+ lande.
Om Thales
Thales (Euronext Paris: HO) er en global førende virksomhed inden for avanceret teknologi til forsvar, luftfart, og cyber og den digitale sektor. Virksomhedens portefølje af innovative produkter og services bidrager til at løse flere store udfordringer: suverænitet, sikkerhed, bæredygtighed og inklusion.
Koncernen investerer 4,5 milliarder euro årligt i forskning og udvikling inden for nøgleområder - især til kritiske områder såsom kunstig intelligens, cybersikkerhed, kvante- og cloudteknologi.
Thales har mere end 85.000 medarbejdere i 65 lande. I 2025 havde koncernen en omsætning på 22,1 milliarder euro.