Gå til primært indhold Gå til footer indhold
Kvinde bruger Columna løsning på sin smartphone

Otte københavnske kommuner indgår fælles aftale om digitalt omsorgssystem

EU-udbud til en værdi af 100 mio. kr. sikrer digital journalføring for 300.000 borgere i hovedstadsområdet.

Otte storkøbenhavnske kommuner med i alt 300.000 borgere har efter et EU-udbud indgået en aftale med softwarevirksomheden Systematic om at fortsætte og udvide brugen af journalsystemet Columna Cura på ældre-, sundheds- og socialområdet.

Aftalen har en anslået værdi på 100 mio. kr. og løber fra maj 2027 i seks år med option på yderligere fire.

En plejer hjælper en ældre kvinde med medicinhåndtering via en tablet, med pilleæsker på bordet. Kvinden bærer en nødkaldsalarm.

Columna Cura er det digitale system, kommunernes social- og sundhedspersonale bruger til at dokumentere, planlægge og koordinere arbejdet med borgerne - fra hjemmepleje til socialfaglig sagsbehandling. 36 af Danmarks 98 kommuner bruger i dag systemet, og tilsammen dækker de halvdelen af den danske befolkning.

Udbuddet blev gennemført af Den Storkøbenhavnske Digitaliseringsforening (DSD) og involverede indledningsvist fire leverandører - tre stod tilbage i den afgørende runde.

AI-udvikling og automatiserede arbejdsgange med i pakken

Kommunerne lagde særlig vægt på en fremtidssikret løsning med AI-understøttelse. Systemet omfatter automatiseret ruteplanlægning, som hjælper både planlæggere og det kørende personale ved at foreslå den mest effektive afvikling af besøgene hos borgerne. Kommende funktioner inkluderer talegenkendelse og AI-opsummering, der vil gøre det lettere for personalet at dokumentere deres arbejde og holde sig ajour med borgerens aktuelle situation.

"Systematic har vundet udbuddet om levering af den elektroniske borgerjournal, fordi de vil levere den bedste kvalitet til prisen. Det er tydeligt for os, at de tilbyder et system, som giver vores sundhedsfaglige personale et nemt og brugervenligt redskab, der møder vores behov for smidigt at kunne planlægge, dokumentere og få overblik over de daglige opgaver. Så vores personale kan bruge mindre tid ved skærmen og mere tid med borgerne," siger DSDs sekretariatschef Kenneth Møller Johansen, som har stået i spidsen for udbuddet.

Langsigtede partnerskaber gør det nemt at tilpasse it-løsninger til brugernes behov

For Systematic er aftalen en vigtig del af det samarbejde, som i mange år har pågået mellem virksomheden og de danske kommunale kunder.

Henrik Rosenberg Rasmussen, Systematic
Henrik Rosenberg Rasmussen, senior director i Systematic Healthcare.

"Vi er rigtig glade for, at de otte kommuner i DSD-udbuddet er landet på Cura efter en grundig evaluering af markedet. Vi ønsker et langsigtet samarbejde og partnerskab med vores kommuner, og vi ser det som en anerkendelse af vores arbejde med hele tiden at udvikle og tilpasse løsningen i tæt dialog med dem," siger Henrik Rosenberg Rasmussen, senior director i Systematic Healthcare.

Fakta

De otte kommuner er Albertslund, Allerød, Dragør, Frederikssund, Glostrup, Høje-Taastrup, Rødovre og Tårnby.

Kontrakten løber fra maj 2027 i seks år med option på forlængelse i op til fire år. Udbuddets anslåede værdi: 100 mio. kr.

Corporate nyheder