Gå til primært indhold Gå til footer indhold
Drone over lufthavn

Systematic skal levere software til Danmarks droneforsvar

Med ny aftale, skriver Danmark sig ind blandt de første NATO-allierede, der kan anvende AI i sit forsvar mod droneangreb.

København, Danmark – Systematic har fået tildelt en kontrakt af Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI) om at levere et kommando og kontrolsystem (C2) til Forsvarets operative føring af Danmarks droneforsvar. Med kontrakten skriver Danmark sig ind som et af de første NATO-lande, som kan integrere analyse understøttet af kunstig intelligens i sit forsvar mod droneangreb.

Løsningen giver et fælles situationsbillede for droneforsvaret, så både militære og civile myndigheder kan handle ud fra de samme data – lige fra droner observeres til en indsats er besluttet og gennemført.

”Aftalen med Systematic er endnu et skridt i opbygningen af en stærk og sammenhængende kapacitet til at håndtere dronetrusler. Det er afgørende, at Forsvaret kan arbejde ud fra et fælles situationsbillede, så Forsvaret får de bedste forudsætninger for at opdage og reagere på potentielle trusler,” siger chefen for FMI, generalløjtnant Per Pugholm Olsen.

Nikolaj Bramsen og chefen for FMI, generalløjtnant Per Pugholm Olsen.
CEO for Systematic, Nikolaj Bramsen og chefen for FMI, generalløjtnant Per Pugholm Olsen ved underskrivelsen af kontrakten.

Kontrakten betyder, at systemet udrulles på en række danske, militære lokaliteter, hvor Systematics suite af forsvarssoftware, SitaWare integreres med eksisterende systemer til droneforsvar og giver chefer og personel et fælles operationelt overblik over situationen.

Voksende trussel mødes med AI-analyse

Forsvarets Efterretningstjeneste advarer i en nylig vurdering om, at Rusland optrapper sin hybride krigsførelse mod Vesten, bl.a. med droneangreb, der bliver både hyppigere og mere dristige. Seneste eksempler på dette er et forsøgt angreb på Leipzig/Halle Lufthavn i august og gentagne droneindtrængninger i NATOs luftrum, blandt andet over Letland.

Nikolaj Bramsen ved Systematics hovedkontor
Nikolaj Bramsen, CEO for Systematic.

Forsvarets nye løsning samler input fra fusioneret sensordata, kommando- og kontrolsystemer, operative situationsbilleder og personel. SitaWare Headquarters danner det fælles situationsbillede på operativt niveau, og med SitaWare Insight kan forsvaret bruge kunstig intelligens til at analysere både historiske data og aktuelle data i ”nær-realtid”. Det vil gøre det muligt at identificere mønstre, afvigelser og mulige trusler.

”Hybridkrigen og det ændrede trusselsbillede betyder, at sensorer og enkeltstående systemer ikke er nok i sig selv. Det afgørende er at kombinere data og dele dem i ét fælles billede, så man kan handle, før truslen når at udvikle sig," siger Nikolaj Bramsen, CEO i Systematic.

Han forventer, at aftalen vil få betydning - også uden for Danmarks grænser.

"Det her er vigtigt for Danmark, og det viser, hvordan europæisk forsvar kan omsætte teknologi til reel kapacitet. Forhåbentlig kan det også være til inspiration for andre lande," siger han.

Styrker det multinationale samarbejde

Ansat kigger med kikkert ud over landingsbane

Den nye kapacitet med Systematics SitaWare software og Termas OSL-system er en yderligere styrkelse af det droneforsvar, som Forsvaret købte i august.

Indkøbet sker, mens NATO for alvor accelererer sit arbejde med at styrke droneforsvar og udbrede kunstig intelligens. Det styrker ligeledes multinationale samarbejder som Joint Expeditionary Force (JEF), hvor styrker fra forskellige lande skal kunne operere sammen og dele information på tværs af militære domæner.

Kontrakten bygger videre på Forsvarets eksisterende brug af Systematics SitaWare software og omfatter integration, test, udrulning, uddannelse og support.

Om SitaWare

Systematics C4ISR*-løsning, SitaWare, er et kommando-kontrolsystem, som leverer et detaljeret overbliksbillede over styrker, infrastruktur, terræn og bygninger i et givent område, og gør det muligt at dele informationer, planlægge, koordinere og kommunikere effektivt mellem militære enheder og værn. Systemet er bygget med en åben arkitektur, hvilket gør det nemt at integrere med andre løsninger.

SitaWare kan anvendes på land, til søs, i luften, i rummet og i cyberspace, mellem alle værn og mellem nationer. Systemet integrerer militære kommunikationsnetværk, overvågningssystemer og måludpegning med analyse og agentic AI til beslutningsstøtte.

SitaWare bruges af cirka 50 lande verden over – herunder de fleste større NATO-lande og NATO-partnerlande bl.a. Australien, Danmark, Finland, Tyskland, Frankrig, Letland, New Zealand, Sverige, Schweiz, Storbritannien og USA. I 2024 købte NATO systemet til brug for sine landoperationer. Det er første gang, at NATO har valgt et standardprodukt (COTS) fremfor at få et specielt udviklet til organisationens behov.

* C4ISR: Command, Control, Communications, Computers, Intelligence, Surveillance and Reconnaissance.

Om Systematic

Systematic udvikler software, der hjælper forsvar, politi, hospitaler og andre sektorer med at håndtere komplekse udfordringer og træffe kritiske beslutninger. Systematic er privatejet og blev grundlagt i Danmark i 1985. I dag har virksomheden 1200+ medarbejdere, 18 globale kontorer og kunder i 50+ lande.

Corporate nyheder